Det franske sprog

Der er en lang historie bag det franske sprog; det hele begynder i Gallien, hvor det franske sprog blev ’født’. Moderne Frankrig og Belgien var tidligere kendt under navnet Gallien, men da Gallien blev erobret af romerne i det 2. og 1. århundrede f.Kr., kom det oprindelige sprog (hvilket var et keltisk sprog) under angreb. Det var Cæsers erobring af Gallien i 51 f.Kr., der medførte, at området kom under Romerriget og dermed romersk herredømme.

Det latinske sprog kom som følge heraf til magten og blev på daværende tidspunkt det fremhærskende sprog. Borgerne måtte således lære og fuldt ud omfavne sproget for at blive en del af den øvre sociale klasse. Dialekterne fra det oprindelige galliske sprog blev lige så stille udvisket og videreført til det franske sprog, men hvor nogle ord af gaulsk oprindelse faktisk har overlevet og således stadig i benyttes i moderne fransk, såsom “artuas” (ardoise, skifer) og “battu” (battre, for at slå). Det antages, at den første kendte tekst skrevet på fransk er Strasbourg-ederne fra år 842.

Det franske sprog i de efterfølgende år adskilt sig betydeligt fra latin og er siden det 9. århundrede således blevet betragtet som sit eget sprog. Dog er de latinske rødder stadig meget fremtrædende. Det ses særligt ved, at grundlaget for ordforrådet er latin, og det er altså takket være disse rødder, at det for nogle bliver nemmere at lære det franske sprog.

Hvis du ønsker at lære fransk, så er du faktisk godt stillet – efter engelsk er fransk nemlig det sprog, som flest undervises i i verden. Det er således et af de mest udbredte sprog på verdensplan og anvendes blandt andet i Frankrig, Belgien, Luxembourg, Schweiz og Canada. Det tales som modersmål af omkring 75 millioner mennesker. Der findes mange varianter af det oprindelige franske sprog, herunder belgisk, canadisk og schweizisk fransk.